SVERIGESTUR, EFTERÅRET 2003.

EN UHELDSRAMT TUR.

Af Niels C.

 

(RETUR)

 

 

Spurvene plejer hvert efterår at tage til Kragenæs Camping, i en weekend. Men efter at have været der 5-6 år i træk, og gennemkørt alle småveje på hele Lolland mindst 3 gange, efterlyste medlemmerne noget nyt.

Vi havde i foråret været en tur i Sverige, og fundet et stort hus, som var billigt til leje, så det blev målet for vores efterårstur.

Søndagen før afgangen stod der kun 8 på listen, weekenden faldt uheldigt sammen med flere andre aktiviteter. Men 8 var også fint.

> Mandag ville Jesper ikke med alligevel. Så var vi 7!

> Tirsdag faldt HH og forstuvede anklen. Så var vi 6!

> Onsdag faldt Herman og ødelagde skulderen. Så var vi 5!

> Torsdag blev Marcus ramt af arbejde. Så var vi 4!

> Fredag turde de sidste 4 næsten ikke køre, men da hverken HH eller Herman var faldet på MC’en, så kørte vi alligevel, men med mange sjove bemærkninger i hovedet: ”Hvem bliver den næste?” O.s.v.

Men vi nåede færgen i Helsingør, den sank ikke på overfarten, og humøret steg for hver km vi tilbagelagde uden uheld.

Tanke i Växsjö, og videre.
 

Vi fandt huset ude midt i skoven ved 8-tiden, og det var blevet ret mørkt. Hen efter nøglen, og ind og tænde op i pejsen.

Nøglen var ikke det aftalte sted! Var der sket en misforståelse, var huset lejet ud til andre? Det er utroligt så mange tanker der kan fare gennem hovedet på få sekunder.

Vi begyndte at lede. Rundt om hele huset, oppe og nede. Prøvede at finde et sted vi kunne komme ind, uden at ødelægge alt for meget.

Efter 15 minutter fandt Jan nøglen. Pyhhh!  

 
   

Ind og tænde op, og i gang med at kokkerere. Resten af aftenen slappede vi af, Ejeren kom forbi for at få sine penge, og det var den dag.

Næste dag ville vi køre tur på de dejlige, øde svenske veje. Man møder ikke ret mange modkørende, eller medkørende.

Det så lidt gråt ud, men vejrudsigten lovede tørvejr. Vi kørte.

Efter et par timer var vi i Vimmersby. Her ligger Astrid Lindgrens land. men det var lukket. Det skulle efter sigende heller ikke være entreen værd at gå derind.

I stedet fik vi en sodavand, og ledte efter noget ”Træernes dag”. Der måtte da være lidt underholdning i form af træfældning, konkurrencer med øksekast o.lign.

Nix! Det var bare salg af maskiner til skovbrug. Snydt igen.

På vejen tilbage kom vi forbi et bryggeri, og ville have en enkelt dåse øl med retur til hytten, men de ville ikke sælge den!
 

Nå, vi havde heldigvis forsynet os hjemmefra, så vi klarede det nok. Vi triller videre, får 3-4 regndråber på turen, det var alt. Tilbage til grusvejen op til hytten, der er 1½km, men vejen er god. Jeg kører forrest, Jan bagefter med Anette bagpå, og Palle til sidst.

   

Vi holder god afstand, så man ikke sprøjter sten på hinanden. Jeg når hytten, lidt efter kommer Jan & Anette, men Palle dukker ikke op.

Han havde snakket om noget der raslede når han kørte på grusvejen, måske småsten der slyngedes op under skærmen, så vi tror det er det han kigger efter, men han kommer stadig ikke?

Jan kører tilbage for at se efter ham. Lidt efter kommer de. Palle var væltet, og kunne ikke selv få MC’en op igen. Han har tydeligt ondt i armen, og da han får trøjen af, er det let at se at den er helt gal. Der hvor kravebenet ender er der en bule på 2 cm op af skulderen, og det plejer der ikke at være der på Palle.

Hva’ så, Doc?

Hvad gør vi nu? Ringer til øhh? Hvad er det lige nummeret er til 112 i Sverige? Brandvæsenet er 411, men det hjælper jo ikke meget. Og vi står midt i en skov, 1½km oppe af en grusvej, som vi ikke kender adressen på?

Vi leder huset igennem. Der må da være en telefonbog, eller et opslag med nummeret til ejeren. Niks! Jeg ringer hjem til Jesper, det er ham der har aftalt lejen af huset med Magnus.

Jeg fanger ham på mobilen, han er i Nærum. Det er jo meget heldigt, for telefonnummeret har han ikke, men det er på hans arbejde, også i Nærum, i PC’en. Han lover at ringe tilbage i løbet af 15 minutter, og så får vi nummeret til Magnus.

Vi ringer og spørger hvor det nærmeste sygehus er, og han gætter på Oscarshamn, 80 km østpå.

Vi får aldrig Palle i MC-tøjet igen, og op på en MC, så jeg skal lige til at spørge Magnus om han kan køre for os, da han selv tilbyder det. Flinke folk, disse svenskere.

Men han bor ikke lige om hjørnet, og kan først være der efter 1½ time. Da han kommer har han fundet ud af at Växsjö er nærmere, og det er 70 km vestpå (i retning mod Danmark).

Han drøner af med Palle i bilen, og jeg følger efter på min MC, så vi kan få at vide hvad der sker med Palle, om han bliver indlagt, om han skal sendes hjem eller hvad.

Vi ringer også til SOS-International, for at arrangere hjemtransport af MC o.s.v. Ingen af os tror på at Palle selv kan køre hjem.

SOS er meget afvisende. Først nægter de at have noget med hjemtransport af personer at gøre. Det virker nærmest som om, at når man kører MC er man selv ude om det?

Til sidst fortæller de, at Palle kan tage toget hjem, på 2. klasse, og så få refunderet billetten af sit forsikringsselskab når han kommer hjem! Og det var alt!

Jeg kører hjem til hytten, Palle lover at ringe, når sygehuset har fundet ud af hvad der er galt.

Den medbragte Argentinske oksemørbrad er nu tøet op, og klar til spisning. De 1,8 kg, som var beregnet til 8 personer skal nu deles i 3! Jeg må med skam melde, at vi ikke kunne spise op.

Palle ringer og fortæller at det ikke var et brækket kraveben, men nogle overrevne ledbånd, så hele kravebenet sad og strittede op.

Sygehuset har givet ham en slynge til armen, og udskrevet ham. Kl er nu 20:30 og Palle tager en taxa til stationen, opdager at der ikke går flere tog til Danmark denne aften, og må indlogere sig på jernbanehotellet i Växsjö.

 

Søndag morgen skal Jan og jeg have anbragt Palle’s MC et sted hvor SOS kan finde den. Vi aftaler med dem og den svenske ejer, at vi stiller den hos ham, så kan de hente den der og transportere den til Danmark, når det passer dem.

Gearpedalen er krøllet lidt, og det er ikke helt nemt at køre på den. Styr og bremser virker dog OK, så det går lige.  

 
   

Tilbage i hytten er der blot tilbage at rydde op, og låse af. Så går turen atter mod Danmark.

Jan og Anette vil nedenom Karlskrona og Kristiansstad, jeg tager den direkte vej hjem.

Og ham deroppe må endelig have syntes at det var nok, for alle kom hjem uden yderligere problemer.

 

Niels C.

(RETUR)